Klik her for at gå til forsiden
| Forsiden | Om CAREER COUNTRY | Portræt af tilflyttere | Affan
 

Portræt af en tilflytter...

Affan Mushtaq

 

Alder: 28 år
Familie: Single
Uddannelse, job og arbejdsplads: Ingeniør i Sikkerhedsstyrelsen siden 1. september 2011.

 

Hvor kommer du fra?

Jeg er flyttet til Esbjerg fra København, hvor jeg har boet i 15 år.
 

Hvorfor flyttede du til Esbjerg-området?

Det er altid spændende at komme et nyt sted hen og starte forfra. Jeg har været på udlandsophold både i Paris og London, og jeg syntes det var en utrolig lærerig oplevelse at komme til andre lande og se hvordan deres kultur er bygget op. Dermed ikke sagt at Esbjerg er et helt andet land i forhold til København, men man har jo sin egen levemåde her. I virkeligheden ligger forskellen i Øst- og Vestdanmark, og det er spændende at opleve. Der er ikke engang 300 km fra København til Esbjerg, og alligevel er der en stor forskel på kulturen!
Jeg flyttede dog primært til Esbjerg på grund af et rigtig spændende jobtilbud i Sikkerhedsstyrelsen. Her har jeg har fået nogle interessante arbejdsopgaver, hvor jeg primært sidder med risikovurdering, noget der er utrolig relevant for mig, med den uddannelse og baggrund jeg har.
 

Hvad har overrasket dig mest?

Det må være at folk er så overraskende åbne. Storbylivet er jo lidt sådan, at man holder sig lidt til sig selv, og folk er mere reserverede end de er herovre. Hvis man står ved et busstoppested i mere end to minutter, så forventer folk her at du snakker med dem. Det er jeg ikke vant til fra København. Så det overrasker mig, at folk er så åbne og gerne vil i kontakt med hinanden herovre. Det var en positiv overraskelse.
 

Vil du anbefale andre at flytte hertil?

Ja, hvis man finder et interessant arbejde som er værd at flytte for, så synes jeg at man bør gøre det. Esbjerg er en meget fin og hyggelig by, som man ikke kan tale dårligt om.
 

Savner du noget i Esbjerg Kommune?

Nu kommer jeg jo fra København, og der sker altid en masse ting. Der er altid noget man kan lave. Jeg er indvandrer og i København findes der en masse sjove shawarmabarer og cafeer som er åbne til 3-4 om natten. Her lukker alt klokken 18. Jeg savner at madbutikker og cafeer har åbent efter 19-20 - det kunne være rart. Esbjerg er et fedt sted, men jeg savner nogle længere åbningstider. Men det kan også være at jeg ikke går de rette steder hen.
 

Hvad tænker du når du hører Esbjerg og sport?

Jeg tænker Esbjerg Cricket klub. Jeg spiller cricket i København, og det er der ikke mange der kender herovre. Men jeg har fundet et meget fint crickethold her, som faktisk er rykket op i elitedivisionen, så jeg vil gerne se om jeg kan komme med på deres hold. Og så tænker jeg selvfølgelig Esbjergs fodboldhold (EfB), som ligger i toppen af 1. division, og jeg håber selvfølgelig på at de rykker op i SAS Ligaen.

Hvad tænker du når du hører Esbjergs kultur?

Jeg kender Kulturhuset som det eneste, og jeg var der den dag der var valg. Et rigtigt hyggeligt sted. Jeg ved at der har været nogle koncerter, men jeg har desværre ikke selv været til nogle af dem endnu.
 

Hvad tænker du når du hører Esbjergs fritid?

Jeg træner selv i Fitness dk, og de har et rigtig godt samarbejde med Svømmestation Danmark, som ligger lige ved siden af. De har nogle rigtige gode faciliteter som jeg hyppigt gør brug af. Jeg spiller desuden squash med mine kolleger én gang om ugen, som er en facilitet Fitness dk tilbyder deres medlemmer.
 

Hvad tænker du når du hører Esbjergs natur?

Jeg ved at der er en strand her, men den har jeg ikke selv været ude at opleve endnu, da det har været lidt koldt. Men det kommer til sommer! Og så har jeg hørt at der er gode løberuter i skovene. Jeg har ikke kendskab til så meget endnu, men jeg har også kun været her i fire måneder.
 

 

En række tilflyttere svarer på ni skarpe i forbindelse med flytningen til Career Country...
David Holm er flyttet fra 3060 til 6740 ...

 
Tilmeld dig vores nyhedsbrev her
webdesign by Kirk & Holm