|

ViI du have strakt øjet, højt til himlen og luft under vingerne, så er der meget at hente i det sydvestjyske. Og et oplagt udgangspunkt for den slags kvalitetsoplevelser er helt sikkert Ribe, den gamle købstad og domkirkeby.
Er du frisk, tager du lige de mange trappetrin 36 meter op i domkirkens tårn. Hvilket fantastisk skue ud over by og marker helt ud til Vadehavet! Og når du alligevel er inde i domkirken, skal du give dig tid til at studere Carl-Henning Pedersens altertavle og udsmykning i farvemættet glasmosaik.
Vi har før besøgt Vadehavsområdet. Denne gang som et gratis weekendophold med base i Ribe Ferieby - heldigt vundet i en konkurrence på CareerCountry's hjemmeside. Velindrettede feriehuse med gode muligheder for børnefamilier og herligt tæt på den hyggelige atmosfære midt i den gamle stad. Vi var der lige netop i weekenden med den årlige vinfestival. For de japanske turister, vi mødte i gågaden, var det vist en lidt spøjs oplevelse. De er nok rejst hjem og har kunnet berette om en underlig dansk by, hvor alle folk går rundt i gaderne med et glas i hånden!
Vinfestival på Ribe-manér er faktisk en strålende idé, som helt sikkert også har appel til et stort segment i København. Vel er det ikke nogen helt nem opgave at få folk i det østdanske til at rykke teltpælene op og drage vestpå. Men giv dem et godt tilbud, så er de dér næste år, når det igen bliver tid til at gå ad Overdammen i Ribe med et vinglas i hånden. Hvem ved, måske er der ligefrem nogen af dem, der bliver hængende!
Med venlig hilsen
Birgitte & Jens
Links:
www.ribebyferie.dk
www.ribevinfestival.dk
www.visitribe.dk
www.visitesbjerg.dk
|