Esbjerg Kunstmuseum
På Esbjerg Kunstmuseum stilles der spørgsmål til moderne kunst. Kunstmuseet tager pulsen på hvad der sker i kunstlivet her og nu og sætter æstetiske oplevelser til debat.
Museets samling på ca. 800 værker rummer dansk billedkunst fra o. 1920 og frem til i dag med værker af bl.a. Cobra-malerne, Richard Mortensen, Robert Jacobsen, Svend Wiig Hansen, Per Kirkeby og repræsentanter for den nyeste kunst, bl.a. Christian Lemmerz, Michael Kvium og
Peter Bonde.
Efter en omfattende renovering genåbnede museet i 1997 med to nyskabelser inden for museumsverdenen: åbne magasiner og et æstetisk laboratorium.
I de åbne magasiner er samlingen ud til publikum. På fyrre udtræksvægge findes de malerier, der ikke er ophængt i udstillingen af den faste samling. Så her kan man sammensætte sin egen version af Esbjerg Kunstmuseum. I de åbne magasiner kan man også finde duftinstallationen Wittgensteins have af Skeel & Skriver og få ideer til nye kunstoplevelser.
I det æstetiske laboratorium kan grupper (efter aftale) få stof til æstetiske oplevelser på en eksperimenterende måde.

Ribe Kunstmuseum
Ribe Kunstmuseum åbnede dørene for publikum i 1891. Samlingen viser dansk kunst fra perioden 1750-1940 med hovedvægt på Guldalder, Realisme, Skagensmalerne, Fynboerne, Modernismen og Mellemkrigstiden.
En af museets målgrupper er børnene. Der er oprettet en børneklub, og museet lægger hus til udstillinger af børns billeder, og der arbejdes hele tiden på at skabe nye former for omvisninger, specielt rettet mod de yngre besøgende.
Kunst på konservatoriet
Den smukke og flotte koncertsal på Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg byder på en unik kunstoplevelse. Den gamle turbinehal er smukt restaureret, og Hans Tyrrestrups smukke friser er en inspirerende oplevelse for øjnene, mens ørerne kan nyde de studerendes toner.
Mennesket ved Havet
På stranden nord for Esbjerg hæver billedkunstner Svend Wiig Hansens imponerende skulptur Mennesket ved Havet sig. Skulpturen skildrer det rene og ufordærvede menneskes møde med naturen - før det rejser sig og begynder at 'handle'. De ens ansigter stirrer ud over havet og giver et næsten guddommeligt indtryk. Skulpturerne, som er 9 meter høje, kan i klart vejr ses på 10 km afstand.
Kunst og kunsthåndværk i Ribe
Vadehavet og marsken har til alle tider haft en særlig tiltrækningskraft på kunstnere og kunsthåndværkere. Ribe er med Danmarks ældste kulturhistorie og sine smukke kulisser ingen undtagelse. Netop herfra henter mange inspirationen til at levendegøre deres kunstneriske fantasier og drømme.
Besøg de mange arbejdende værksteder i og omkring Ribe og oplev tilblivelsen af små og store kunstværker.
Gallerier
I Career Country findes også en mangfoldighed af gallerier. Både de store og forkromede, hvor du bliver budt på canapeer og champagne til de mere ydmyge arbejdende værksteder, hvor du risikerer at få våd maling på tøjet og en håndbajer til at slukke tørsten.
Hvert år inviterer kunstnersammenslutningen "Blå Døre" indenfor i kunstnernes private hjem, atelierer, værksteder og gallerier.
Er du selv kunstner eller kunne du tænke dig at udvikle dit talent, så besøg Tobakken, hvor Esbjerg Kunstvirke holder til under loftet, eller gå i kælderen og vær med i ’Det Kreative Værksted’.
www.kunstiesbjerg.dk ("Blå Døre")
www.ribekunstmuseum.dk
www.tobakken.dk
www.artizan.dk
www.kirstenrudiengaard.dk
www.strandvejenskunstrute.dk
Esbjerg Kunstmuseum
|