Marbæk plantage
Marbækområdet udgør 1.300 ha og ligger 12 km nordvest for Esbjerg grænsende op til Ho bugt og Varde å. Området, som i dag er en naturpark for Esbjerg og Varde, er i landskabelig henseende meget værdifuld og særpræget. Det afvekslende terræn giver gode muligheder for forskellige former for friluftsliv. Søerne byder på et rigt fugleliv, der er et omfattende stinet for gående, cyklende og ridende, og strandene og klinterne kalder på udforskning.

Kører man forbi Marbækgård, der indeholder områdets informationscenter, en restaurant og minigolfbane, kommer man til en område ved stranden med grillfaciliteter, langborde og toiletfaciliteter.
Vognsbølparken og Dyrehaven
Midt I Esbjerg By ligger den grønne oase Vognsbølparken. En tur gennem skoven og omkring søerne byder på mulighed for at fodre ænder, geder, og flere forskellige hjorte I Dyrehaven. De grønne arealer inviterer også til boldspil og leg, og lægger årligt også græs til forskellige sportsløb og musikarrangementer.
Ribe Plantage
Ribe Plantage ligger, hvor den gamle landevej ud af Ribe splittede op i Vardevej og Koldingvej. På dette synlige sted, kun et stenkast vest for den nuværende Hovedvej 11, ligger et par større flyvesandsklitter, som man i gammel tid kiggede hen til med gru. Her stod byens imponerende galge med sine tre høje piller. Retterstedet tjente til skræk og advarsel for enhver og blandt andet heksen Maren Splids blev i 1641 brændt her på bakkerne. I dag er det kun de lave højdedrag, der minder om stedets makabre historie. Ribe-egnen var tidligere så godt som skovløs, og ønsket om at skaffe gavntræ og brænde til købstaden Ribe var baggrunden for, at Amtmand Molkte i 1802 anlagde en plantage på stedet, som den bevarede mindesten i plantagens udkant beretter. I en senere tid blev plantagen et yndet udflugtsmål for byens beboere.
|